«Stenen» av Olaf Bull

Atle Nielsen er aktuell med bok om Solskjær-eventyret. Han har valgt «Stenen» av Olaf Bull som Ukas dikt.

Silhuett av gutt som ser opp på stjernehimmel
I Stenen skildrer Olaf Bull en indre uro og umuligheten av å kunne fange de tingene i livet som aldri kan gripes. (Foto: Klemen Vrankar / Unsplash)

I dag er det Atle Nielsen som har fått velge dikt til Ukas dikt-spalten. Han har valgt «Stenen» av Olaf Bull.

En for laget

Atle Nielsen og TV2s profilerte fotballkommentator Øyvind Alsaker har fulgt Ole Gunnar Solskjærs eventyrlige vei til fotballverdenens mektigste jobb.

I dokumentarboken En for laget følger vi Ole Gunnar Solskjær i hans første periode som manager for Manchester United. Han går fra gudbenådet redningsmann til fortvilet observatør av et fotballag i krise. En for laget er historien om Ole Gunnar Solskjær – Norges mest kjente person i utlandet, om Manchester United og om kollektivets betydning i superstjernenes tidsalder.

Et grusomvakkert dikt

Da Boktips spurte Atle Nielsen om han hadde et favorittdikt, svarte han: «Flere. Og mange av Olaf Bull. Et som alltid følger meg er det grusomvakre diktet «Stenen» fra hans første samling Digte, som kom i 1909. Da var Bull 26 år gammel, men dette diktet forteller likevel mye om den rastløse uroen han skulle føle hele sitt relativt korte, pengelense og alkoholiserte liv.»

Ømt i rytmer nagle fast

Olaf Bull (1883 – 1933) var en av de betydelige norske dikterne tidlig på 1900-tallet. Hans mest kjente dikt er «Metope», som innledes med den kjente setningen: «Dig vil jeg ømt i rytmer nagle fast!».

Stenen

Jeg var i den yderste evighed,
bagom de synlige fjerners brand –
da var det, at nogen imod mig skred
frem paa en ukjendt stjernes rand.

Nogen, som bøiet sig frem og lo
bag slør, som hyllet dens hoved til,
og holdt en sten i sin ene klo
og hviskede kold og mild:

«Jeg slipper en sten i himmelrunden,
den golde sten, jeg her dig tér;
i næste sekund er den forsvunden;
den aflader aldrig at falde mer.

Begriber du, usle, hvad jeg gjør?
Jeg drypper en faldende sten i dit sind;
jeg saar i dit væsen en uro ind,
en uro, som aldrig dør.

Hvorhelst du forbrænder i lysets haller,
i elskov hos kvinder, blandt vaarhvide buske –
Stenen, som samtidig falder, falder
i ødets mulm, skal du huske»
– – –
Og billedet brast, og jeg sænkedes ned,
ned paa min seng – jeg vaagnet i sved;
i bølger av iskold stjernedugg
hamret mit hjerte, hug i hug –

Men drømmen forblev i mit hjertes nat;
fra ungdom til moden alder
søgte mit sind forgjæves at gribe
den sten, som bestandig falder –
– – –